Filosofi eller satyrspill
  • Tittel: Om Hus og Land og menig Mann
  • Forfatter: Odd Brochmann
  • Utgivelsesår: 1956
  • Forlag: Cappelens Forlag.
  • Antall sider: 189

Af en venlig dansk journalist er Odd Brochmann blevet kaldt Norges Broby-Johansen, men det må være en misforståelse. Vel er de begge vidt favnende ånder, der kan skrive med den ene hånd og kolorere med den anden. De kan snakke lige ud af posen og udtrykker vanskelige ting enkelt og ligefremt, og begge har de også evnen til at vække slumrende kulturinteresser hos menigmand.

Men Brochmann kan sågar vække dem hos arkitekter, der i mangt og meget er dårligere stillet end menigmand. Og deri adskiller han sig måske fra Broby-Johansen, der er lidt vulgær for dannede formgivere, som jo lægger umådelig vægt på den måde ting gøres, siges og skrives.

Som skribent har Odd Brochmann et causerende talent, der i Danmark kunne sætte ham i klasse med sproglige balletmestre som Christian Elling og Kai Friis Møller, men til forske! fra dem er han moralist ligesom BrobyJohansen. Han er det i sin sidste bog endda så vidt, at han er ligeved at jage arkitekterne ud af arkitekturens tempel som kræmmere og købmænd.

"Om Hus og Land og menig Mann"  er i det skjulte en dommedagsprædiken for arkitekter, men den er så begavet gjort, så ironisk og balanceret, så fuld af indsmigrende fortællekunst og slentrende filosofi, at bogen ligesom et æventyr af H. C. Andersen kan læses af børn og voksne, både som idyl og som oprør.

Læst på en måde er hans bog et dejligt ubekymret arbejde, en samling rejsebilleder fra England og Spanien, Balkan og Frankrig, Trondhjem og Rom. En række af både præcise og slørede iagttagelser, som fænger og småflammer hos læseren, mens han flyver bogen igennem let og ubesværet. - Den kan også læses som en bryllupsbog om hjemmenes indretning, og som sådan er den fuld af god og sund fornuft, og dagbladsanmeldere har da også med begejstring anbefaler denne opbyggelige bog til de unge hjem. - Den kan desuden læses som en lys og stormende funktionalistisk bekendelse af den gamle skuffe, en -hverdagens arkitekrurhistorie -. Sådan har f. eks. Poul Henningsen opfattet bogen, da han i København i «Socialdemokratens tog den til sit delvis stivnede hjerte, uden at mærke uråd.

Men endelig kan den da også læses som en mere sagtmodig, fortrolig status, bygget op af en noger kaotisk samling af anekdoter, erindringer og tidsbilleder, der nærmer sig Steen Eiler Rasmussen i formen, men som i indholdet har en anden tendens. Brochmann har større anfægtelser og er mere personlige engageret og er måske derfor hjerteligere, hvor Steen Eiler er interesserer, og undseelig, hvor Steen Eiler blot er kølig.

Her har vi Odd Brochmann som et levende menneske med en charmerende åbenhjertighed, som er fremmed for den danske arkitektverden, der består af slidere, kommercielle begavelser og flegmatikere. For enhver tvivler af disse efterhånden karakteristiske danske egenskabers særlige værdi kommer en række af Brochmanns fabulerende og drilske, vemodige og underfundige betragrninger til at fylde stadig stærkere i billedet, jo mere man blader i bogen.

Flere kapitler er skrevet med satyrsmil som kåde tragedier, og med en egen undskyldende frimodighed har Brochmann spredt sede og salte filosofiske smuler ud over bladene i sin bog. Man kan tage dem op eller lade dem ligge efter behag, m_en de lader sig samle til en nogenlunde sammenhængende arkitekturfilosofi, som både er foruroligende og inciterende, måske fordi det synes uendelige tider siden, at man sidsr har møde en alvorlig tænkning over arkitektfagets indre mening og dets udsigrer på Iængere sige.

Hans rejsebilleder er mere end spraglede iagttagelser, de er et forsØg på at anskueliggøre en regional sammenhæng mellem landskab, mennesker og huse som grundlag for en mere objektiv arkitekturvurdering. Hans boligbetragtninger drejer sig ikke bare om at indretre hjem og køkkener, men om at indrette sig i tilværelsen i det hele raget og om overhovedet at føle sig hjemme på jordens skønne og skorpede overflade. I sin funktionalistiske bekendelse betragter Brochmann ikke storbyen som det hellige samfund og det sidste ord om menneskers samliv. Han ser ikke det åbne land som underudviklede, ufrelste områder, således som 30- erne i betænkelig grad havde for vane, men som et stadig aktivt kulturlandskab, som vi med den voldsomt øgede samfærdsel har fået mulighed for at opleve i hastige tværsnit gennem Europa.

Han tegner denne verdensdel ikke som et Ørige af byer, men som et sammenhængende, befolket landskab med visse grundryper af bygninger, der fordeler sig i karakteristiske regioner tværs over Europa. Et Landskab, der ikke bare er panorama eller iscenesættelse, men først og fremmest en brugsring, byggeplads og bosted for mennesker og ophav til en bygningskunst med et egnspræg, der e1 mere iøjnefaldende end tidspræget, Her medfører geografiske afstande på 3--400 km større arkitektoniske variationer end 3-400 års forske! på bygninger fra samme egn.

For den, der ikke nøjes med at haste på kryds og tværs gennem det europæiske landskab, men er tålmodige rejsende og nysgerrigt søgende, åbenbarer mange afsondrede bebyggelser kvalitetsegenskaber og miljøværdier, som Jader bylivets sindrige mekanik fremstå i besynderlig afstumpethed.

Med fare for sit liv og omdømme som arkitekt og boligforsker og med risiko for at få følgeskab af den reaktionære flok, som altid er flinke til at opspore og prise et hvert tegn på tilbagetog - kærtegner Brochmann det store anonyme byggeri, der smykker de dele af det europæiske landskab, der endnu ikke har byambitioner.

Han demonstrerer, hvorledes den frihed og mangfoldighed i livsførelse, som i teorien har været målet for alle funktionalister igennem en generation, frem for mange andre steder er at finde her i dette simple, teknisk tilhagestående miljø - mens de ivrige og urrærtelige bestræbelser, som er udfoldet for at bringe ny fornuft, skenhed og hensigtsrnæssighed ind i bylivet, kun delvis og på små områder er lykkedes, til trods for, at al arkitektonisk virksomhed og al teknisk indsats stort set har været koncentreret til byerne.

Brochmann ønsker ikke et Øjeblik at så tvivl om nødvendigheden eller betydningen af den forskning i byggeriet og granskning af boligbehovet, som finder sted idag, hvor vi er "begynt å arbeide i en skala så stor, at den av seg selv forbyr skjønnsmessighet og tiltro til lykkelige innskytelser."

Men han skildrer i samme åndedrag med dyb ironi, hvorledes en familie gennemførte den store boligrevolution ved at flytte stuebordet fra sin hævdvundne plads midt i stuen - hen i krogen, men senere flyttede det tilhage igen, fordi den nye frihed ikke var tryg nok, men brød med symbolværdier, som viste sig stærkere end fornuften.

I et ejendommeligt og klogt kapitel om livsform og boligform fortæller Brochmann sine egne erfaringer fra livet i mange hjem, lige fra et gammelt bondemiljø over plydstidens stuer til et engelsk, upraktisk rækkehus og et fattige spansk middelhavshus. - Han fortæller, hvordan han har indrettet sine egne lejligheder, nye og gamle, gennem tiderne med henholdsvis asketisk udstyr og mængder af fortællende inventar. Og dermed har han med tålsomhed og lykkelig hånd gjort op med forestillingen om, at trivsel altid er knyttet til bestemte omgivelser eller stilformer.

Når visse minimumsbehov med hensyn til plads og komfort er tilfredsstiller, står igen den enkelte kendsgerning, at nogle mennesker kan indrette sig og trylle med omgivelserne, mens andre savner evnen, hvilket ikke lader sig skjule selv med nok så fleksibelt konstruerede boligformer.

Odd Brochmanns bog er et vemodige, kultiveret opgør med gamle slagord og nye billige arkitekturteorier, den er en handske kastet til et samfund, som har udviklet alle tekniske muligheder for at skabe mangfoldighed uden at være blevet i stand til på afgørende måde at forny eller berige bymiljøer.

Hans bog er en kærlighedserklæring til huset og boligen, den arkitektoniske formgivning, det mærkelige redskab og den besynderlige organisme, hvori landskabets og menneskers liv gror sammen, og den er en række af filosofiske og drilske udfald mod stivsind og troløshed i almindelighed og arkitekters i særdeleshed. En urolig og dejlig bog.

Filosofi eller satyrspill
Publisert på nett 14. februar 2020. Opprinnelig publisert i Arkitektur N nr. 4 – 1957. For å få full tilgang på alt innhold i Arkitektur N kan du kjøpe eller abonnere på papirutgaven.